Taiwans demokrati er ungt. Først i 1992 blev de demokratiske valginstitutioner for alvor etableret, og siden da har øen bygget sit politiske system op omkring den klassiske magtdeling i tre grene.
Som republik har Taiwan ikke en statsminister, men en direkte valgt præsident som statsoverhoved. Magten er fordelt mellem Executive Yuan, den udøvende magt(Regeringen), Legislative Yuan, den lovgivende magt(Parlamentet), og Judicial Yuan, den dømmende magt(Domstolene). Præsidenten udpeger selv en formand til at stå i spidsen for regeringen, og denne konstruktion gør Taiwan til et semipræsidentielt system. præsidenten er statens øverste leder, mens formanden fungerer som regeringschef.

Valgsystem
I Taiwan afholdes der valg til de nationale poster hvert fjerde år, og landet benytter forskellige valgsystemer alt efter, hvilken af statens grene der skal besættes. De lokale valg afholdes ligeledes hvert fjerde år, men er forskudt i forhold til de nationale valg. Resultatet er, at taiwanerne reelt går til stemmeurnerne hvert andet år, skiftevis til nationale og lokale valg. Valgdagen er altid en lørdag og er en national helligdag. Man skal være taiwansk borger for at kunne stemme og stille op til valg.
Præsidentvalget foregår ved direkte demokratisk valg efter et “først over målstregen”-princip: den kandidat, der får flest stemmer, vinder posten, uanset om vedkommende opnår flertal eller ej.
For at kunne stille op som præsidentkandidat skal man enten anbefales af et parti, der ved seneste valg fik mindst 5 procent af stemmerne, eller selv indsamle underskrifter fra 1,5 procent af de stemmeberettigede, der stemte ved det seneste valg.

Ved valg til parlamentet gælder et andet system end ved præsidentvalget, selvom de to valg afholdes på samme dag. Parlamentet tæller 113 medlemmer, hvoraf 73 pladser besættes gennem direkte valg i enkeltmandskredse, 6 pladser er reserveret til polynesiske borgere, og de resterende 34 pladser fordeles gennem partiernes listeopstillinger.
De seks reserverede pladser er forbeholdt polynesiske borgere, som er de eneste, der kan stille op og stemme til disse mandater. Polynesiske borgere kan også stille op til de øvrige geografiske pladser, men har ikke stemmeret til de valg.
De 73 enkeltmandskredse dækker alle regioner og områder under taiwansk kontrol, og deres karakter varierer, fra bydele til kommuner og amter, alt efter indbyggertal. 22 af kredsene er dog fastlagt til bestemte kommuner og amter uafhængigt af befolkningstal. I hver kreds vinder den kandidat, der får flest stemmer, mandatet, efter samme “først over målstregen”-princip som ved præsidentvalget.
De 34 listepladser går til de nationale partier, der opnår mindst 5 procent af stemmerne. Partierne opstiller selv en rangeret kandidatliste, og pladserne fordeles derefter i forhold til partiets samlede stemmeandel. Kandidatlisterne til de geografiske kredse og til listepladserne er adskilt, så en kandidat ikke kan stille op begge steder samtidig.
For listepladserne gælder desuden en kønskvote: mindst 50 procent af de kandidater, et parti opstiller på sin liste, skal være kvinder. Kvoten omfatter alene listepladserne og gælder ikke for kandidaterne i de 73 enkeltmandskredse
Kandidatlisterne til de geografiske kredse og til listepladserne er adskilt, så en kandidat ikke kan stille op begge steder samtidig.
I stemmeboksen afgiver den enkelte taiwaner altså tre stemmer: én til sin foretrukne præsidentkandidat, én til sin lokale valgkreds og én til det parti, vedkommende ønsker at støtte.

Lokalt valgte ledere, det være sig borgmestre, eller lokaludvalgsformænd på tværs af de forskellige forvaltningsniveauer, vælges alle efter samme “først over målstregen”-princip.
Dertil kommer lokaludvalgene, som findes i alle lokalområder, og hvis størrelse varierer fra 5 til 66 medlemmer afhængigt af område og indbyggertal. Her bliver kandidaterne valgt ind i rækkefølge efter deres stemmeantal. For lokaludvalg med mere end tre pladser gælder desuden en kvindekvote på 25 procent.
Taiwan har en stærk demokratisk institution med en høj valgdeltagelse.





